Bevægelsen fra en relativt samarbejdende verdenspolitik præget af globalisering til en mere konkurrencepræget verdenspolitik præget af stormagtsrivalisering betyder, at teknologiens relative betydning i international politik er stigende. Teknologisk suverænitet er derfor blevet en afgørende strategisk parameter for verdens lande, og den påvirker den globale politiske og økonomiske konkurrence samt de indenrigspolitiske relationer mellem staten, virksomhederne og borgerne.
Rapporten viser, at teknologisk suverænitet er et strategisk kernespørgsmål for EU og Danmark, hvis problemfelt knytter sig til relationen mellem sikkerhed, marked og digitalisering. Gennem en analyse af EU’s politik for cybersikkerhed og kunstig intelligens (AI) viser rapporten, hvordan EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samt industri-, erhvervs- og innovationspolitiske handlerum bliver koblet sammen, når teknologisk suverænitet bliver gjort til et centralt strategisk element. En sammenkobling, der påvirker EU’s globale rolle og de sikkerheds- og forsvarspolitiske autoritets- og ansvarsforhold mellem EU, medlemsstaterne, NATO og USA. EU’s markante fokus på teknologisk suverænitet er således en del af en dybereliggende proces, hvor EU forsøger at tilpasse unionens selvopfattelse og plads i verden.
For Danmark repræsenterer EU’s satsning på teknologisk suverænitet en accentuering af de strategiske konsekvenser, der følger af den intensiverede stormagtsrivalisering og teknologikonkurrence. De sikkerheds- og forsvarspolitiske konsekvenser af EU’s fokus på teknologisk suverænitet indgår dermed i en bredere stillingtagen, hvor Danmark bør afveje, hvordan EU’s målsætning om teknologisk suverænitet bedst bliver udfoldet, så danske hensyn til sikkerhed, forsvar, frihedsrettigheder, diplomati, erhvervsliv, industri og innovation bedst bliver vægtet og varetaget. Det kræver strategiske overvejelser over, hvad en national teknologipolitik bør fokusere på, hvordan sikkerheds- og forsvarspolitiske samt industri-, erhvervs- og innovationspolitiske overlap, muligheder og udfordringer udspiller sig, og hvordan forholdet mellem Danmark, EU, NATO og USA bliver påvirket.
Rapporten identificerer en række anbefalinger, der fremover kan
støtte dansk strategisk tænkning, politisk styring og offentlig debat om
EU’s teknologiske suverænitet og dansk teknologipolitik. En kortlægning af eksisterende initiativer i Danmark og EU, der behandler civile og militære aspekter af teknologipolitik, vil give regeringen og forvaltningen et samlet overblik over de nuværende sikkerhedsog forsvarspolitiske samt industri-, erhvervs- og innovationspolitiske snitflader, overlap, udfordringer og muligheder, der er forbundet med teknologipolitik og teknologikonkurrence. En vurdering af, hvordan EU’s rolle i teknologikonkurrencen påvirker de sikkerheds- og forsvarspolitiske konsekvenser af det danske forsvarsforbehold, vil kunne bidrage positivt dertil. Et samlet overblik vil styrke regeringens mulighed for at fastsætte langsigtede strategiske mål og navigere efter dem samt søsætte konkrete tiltag for at opnå dem.
I forlængelse heraf kan regeringen overveje at få udarbejdet en strategi for teknologikonkurrence, der vil kunne danne ramme om samarbejde i snitfladerne mellem forsvaret, det digitale Danmark, EU og NATO, samt en militær teknologistrategi, der kan udstikke en overordnet ambition og retning for udvikling, indkøb og anvendelse af banebrydende militære teknologier.
Forvaltningen bør yderligere styrke sit arbejde med at koordinere
og harmonisere de strategiske indsatser i arbejdet med teknologipolitik. Arbejdet kan inkludere udvikling af indikatorer til at afdække og overvåge Danmarks nuværende og fremtidige teknologiske afhængigheder, udviklingsstadier for disruptive teknologier samt det strategiske
arbejde med teknologisk suverænitet i EU, toneangivende EU-medlemslande, USA og Kina. Desuden bør de offentlige myndigheder indlede en bred dialog med styrelser, regioner og kommuner om, hvordan de forholder sig til sikkerheds- og forsvarspolitiske implikationer af teknologipolitik.
Slutteligt kan Folketinget overveje, hvorvidt de eksisterende udvalgsstrukturer understøtter den nødvendige diskussion af tværgående teknologipolitiske spørgsmål. I forlængelse heraf kan Folketinget overveje nedsættelse af et teknologiudvalg eller en delegation for teknologi.