Det hævdes ofte, at for omfattende omfordeling, for generøse velfærdsydelser og for høje skatter mindsker incitamentet til at arbejde eller til ”at gøre en ekstra indsats”. En vis ulighed retfærdiggøres med henvisning til, at det kan føre til øget arbejdsindsats og dermed øget vækst, hvilket skulle være til fordel for alle og dermed også for de svageste. Ud fra et politisk teoretisk perspektiv er spørgsmålet, om dette argument kan vise, at økonomiske incitamenter og ulighed er retfærdige (og ikke blot økonomisk set effektive)? Er det ikke muligt at acceptere, at visse uligheder kan være nødvendige for at give incitamenter til at arbejde (mere) og samtidig betegne disse uligheder som uretfærdige? Og omvendt, er det eneste argument for lavere skatter effektivitetsargumentet, eller kan der gives et argument for ulighed, som er uafhængigt af ideen om incitamenter og bygger på selvstændige og ”rene” retfærdighedsprincipper?

Foredraget diskuterer ud fra en politisk teori vinkel, om der kan være en fordel i at adskille retfærdighedsargumenter og effektivitetsargumenter, som ofte sammenblandes i den offentlige debat.

Suveræn - Forening for politisk teori