Den klassiske psykoanalyse er denne artikels teoretiske afsæt og det hævdes indledningsvist, af Freuds udviklingspsykologi såvel som patologi-begreb ikke adskiller sig væsentligt fra udviklingspsykopatologien. Mht. artiklens specifikke fokus på selvrefleksionen synes imidlertid større forskelle, peger artiklen senere på. Freuds psykoanalyse såvel som udviklingspsykopatologien synes særdeles inklusive i deres syn på, hvad der har betydning for den enkeltes udvikling. Men det synes som om nyere udviklingspsykologiske teorier er mindre inklusive, idet hovedfokus ligger på det tidlige mor-barn-samspil som afgørende for individets udvikling. Nærværende artikel hævder, at dette er for ensidigt og præsenterer Ødipuskomplekset som en ligeså væsentlig udviklingskomponent. Og, hævder artiklen, Ødipuskomplekset er særlig vigtigt med henblik på at udruste individet med evnen til selvrefleksion, der er en beskyttelsesfaktor såvel som en væsentlig forudsætning eller evne at opøve i psykoterapeutisk sammenhæng. Psykoterapien trækker på den refleksionsform i sit arbejde. Begrebet om den selvrefleksive tænkning nuanceres med Jacques Lacans begreb om den symbolske orden og tænkning, Ronald Brittons tanker om den ødipale situation som udgørende tænkningens rum og sidst André Greens begreb om tertiærprocesser, der er den medierende tænkningsform mellem det bevidst og det ubevidste, som optimalt terapeutisk arbejde – såvel som selvrefleksion forudsætter.