Denne artikel diskuterer lugtens intimitet som et betydningsfuldt element i hospitalsvæsenetsomsorgsarbejde. noget af det mest intime, der kan deles med
andre mennesker, er lugt. Kropslugte er private, men lader sig sjældent tæmme,
og derfor får duft og dunst ofte et intimiderende virke i det sociale liv; de påtvinger
os en intimitet, vi ellers ikke havde villet. Særligt mindsket kontrol over kropslugt
kan vi få i situationer, hvor vi ikke længere er i stand til at varetage egen hygiejne
eller styre kropsfunktioner. det sker, når vi bliver syge, og på hospitalet er patienter,
behandlere og plejere således ofte ’indlagte’ til at dele intime lugterfaringer. Episoder
fra et dansk hospital vil danne illustrativt grundlag for teoretiske drøftelser af, hvorledes intimiderende lugt kan håndteres blandt andet med tavshed og latter
afhængigt af situationers alvorsgrad og patienters behov for omsorg.