Diskussioner om legitimitet i den Europæiske Union bygger ofte på det teoretiske skel mellem output-legitimitet og andre former for legitimitet. Dette skyldes ikke mindst, at netop Unionens evne til at levere reale løsninger på reale problemer er en væsentlig – hvis ikke den væsentligste – kilde til, at Unionen som helhed kan vurderes som legitim. Diskussionen om betydningen af output-legitimitet har dog ikke ført til, at dette begreb er blevet nøjere udforsket endsige operationaliseret og drevet til empiriske undersøgelser. Ét forslag til en sådan operationalisering er at tage et eksplicit tværdisciplinært udgangspunkt og søge at kombinere juridiske metoder med politologisk teoridannelse gennem begrebet ”regulatorisk kvalitet”.