Arktis udgør en arena for en tiltagende stormagtskonkurrence, der i
stigende grad udspiller sig med militære signaler, symboler og midler.
Rigsfællesskabet kan ikke undgå at blive blandet ind i denne stormagtskonkurrence. Denne rapport identificerer et arktisk militærstrategisk
problemkompleks og spørger, hvad problemkomplekset betyder for
Danmark og for Rigsfællesskabet, og hvilke implikationer de militærstrategiske udfordringer har for Danmark som engageret arktisk småstat.
Rapportens analyse viser, at Danmark skal navigere i et krydspres af
konkrete militærstrategiske dynamikker og afgørende arktiske aktørforhold. De militærstrategiske dynamikker kommer særligt til udtryk i fire
bestanddele, som hver især indeholder overvejelser og afvejninger i forhold til de for Danmark afgørende aktørforhold. Rapportens første del
identificerer således fire bestanddele i det militærstrategiske problemkompleks: 1) baserettigheder, 2) luftrumsovervågning og -forsvar, 3)
øvelser og træning og 4) ubådsjagt og maritim kontrol.
Rapportens anden del udfolder fire centrale aktørforhold, som de militærstrategiske bestanddele sætter i spil, og som Danmark skal forholde
sig til i forbindelse med sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål i Arktis og Nordatlanten. Det drejer sig om grundstenen for Danmarks position i Arktis, nemlig det mellemrigspolitiske forhold Danmark-Grønland.
Derudover drejer det sig om tre udenrigspolitiske forhold. Forholdet
Danmark-USA er det vigtigste bilaterale sikkerhedspolitiske forhold
for Danmark, også i Arktis. Derimod er forholdet Danmark-Rusland på
nuværende tidspunkt antagonistisk, men samtidig vigtigt, ikke mindst i
en arktisk kontekst. Endelig er allianceforholdet Danmark-NATO (og
NATO-allierede) et forhold med stigende betydning for Nordatlanten,
som også viser tegn på at have øget relevans i Arktis.
Det arktiske militærstrategiske problemkompleks kræver af Danmark det, som rapporten kalder ”udenrigspolitisk ekvilibrisme”. Der er meget på spil, og militære afvejninger, indsatser og indkøb kan både hindre og muliggøre udenrigspolitisk ekvilibrisme, alt efter hvor meget og hvordan de bruges (eller ikke bruges) i samspil med de aktørforhold, som sætter den sikkerhedspolitiske ramme i Arktis. Rapportens centrale anbefaling er derfor, at Arktis’ foranderlige og stigende politiske betydning nødvendiggør fortsat sikkerhedspolitisk prioritering og debat. På den baggrund giver rapporten en række anbefalinger under tre overskrifter.